Sådan pakker du bedst til festivalen

Selvom det er begrænset, hvor mange festivaler du kan komme til i år, lever festivalånden i bedste velgående herhjemme i Danmark. Ægte festivalhjerter banker mindst lige så meget som tidligere for musik, god stemning samt hyggeligt og sjovt samvær med de bedste venner.

Forbered dig til din næste festival med disse råd til, hvordan du bedst pakker festivaltasken.

Invester i praktiske tasker

Først og fremmest er det en god idé at investere i en eller flere gode tasker. Taskerne skal helst være vandtætte og nemme at tørre af med en våd klud. Det nytter derfor ikke meget at pakke i din bløde, lyse stoftaske, som hverken holder regnen ude eller afviser snavs og skidt. Festivaltasken skal helst være en, du ikke er øm overfor, men som blot skal gøre sit arbejde: holde alle dine ting tørre og sikre. Derudover er det praktisk at vælge en rygsæk, så du nemt kan transportere den frem og tilbage på festivalpladsen.

Du kan med fordel pakke i både en stor og en lille rygsæk. På den måde kan du nemt tage den lille rygsæk med dig rundt, hvis du blot skal have din mobil, pung og håndsprit med over for at sige hej til en anden base, mens din primære taske kan stå ”hjemme” i din egen camp.

Hold hygiejnen med håndsprit og vådservietter

De fleste af os har fået den gode vane at have en håndsprit med i tasken, når vi er på farten. Denne vane er også fornuftig at sætte i spil, når vi er på festival. På den måde har du altid mulighed for at få rene hænder – hvilket sådan set altid har været en udfordring på festivalpladser. Det er også en god idé at pakke nogle vådservietter, hvis du for eksempel får fedtede fingre eller har brug for at tørre noget af.

Tøj: praktisk, behageligt og lag-på-lag

”Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr”. Nej, det gør der måske ikke, men til festivaler bliver det dog meget tydeligt, når det danske vejr byder på regn og blæst. Det er ikke det fedeste at være til festival, hvis du er drivvåd hele tiden. Du kan selvfølgelig tjekke vejrudsigten hjemmefra og pakke derefter, men fordi det danske sommervejr har det med at være utilregneligt, er det en god idé at pakke til ”worst case” uanset hvad.

Pak for eksempel en lang regnjakke med hætte, så er du allerede godt på vej. Pak også tøj, som du kan have på i lag-på-lag, så du kan sikre dig selv en behagelige temperatur. For mange er det dog også vigtigt at have tøj med til festivalen, som er pænt. Mange tager billeder af de gode minder med vennerne – og her er det ofte rart at kunne hoppe i sit yndlingsoutfit. Hvis vejret for eksempel er varmt og solrigt, er det også dejligt at have et par sommerkjoler eller lette skjorter med, som du hurtigt kan hoppe i. Lette kjoler og andet luftigt tøj fylder ikke meget i tasken, og det er behageligt at have på i flere dage, så det er et oplagt valg – hvis vejrguderne tillader det.

Gode sko til at gå og stå i

Fodtøjet er en anden væsentlig del af påklædningen, som bør være praktisk på en festival. Et par gummistøvler kan være fornuftige at pakke – for eksempel et par ankelgummistøvler, som ikke fylder meget i tasken. Derudover vil et par gode og støttende sneakers være guld værd, når du skal gå og stå op i mange timer om dagen. Du kommer nemlig til at gå utroligt mange skridt på en festival – især hvis du har flere omgangskredse spredt rundt omkring på pladsen, som du gerne vil besøge i løbet af dagene. Derfor kan det også være sjovt at have et pulsur på håndleddet (se de bedste pulsure til damer og herrer her), så du kan følge med i, hvor mange skridt du egentlig går i løbet af sådan en festival.

Vandflaske og holdbare snacks

Mad og drikke må vi ej forglemme. Og selvom du som regel kan købe begge dele på festivalpladsen, er det rart som minimum at have sin egen vandflaske og nogle gode snacks med, så du altid har noget ved hånden. Når du vælger snacks til festivalen, så tænk på, at det skal være noget, der kan holde sig uden at komme på køl. Medbring for eksempel myslibarer og lignende, som holder sig friske, og som er nemme at pakke ud og spise på farten.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *